Vidste du, at 'træls' adfærd hos børn ofte er en stressrespons, som kan afhjælpes?
Har du et barn, som ofte får raseriudbrud, som ikke kan koncentrere sig, som råber af dig, som slår dig eller andre, som har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge, eller som på anden vis udviser ‘upassende’ adfærd?
Så er der stor sandsynlighed for, at dit barns nervesystem (og måske også dit eget!) er på overarbejde. Lydterapi hjælper til en bedre regulering af det autonome nervesystem, så stressresponser i form af ‘upassende’ eller ‘uhensigtsmæssig’ adfærd reduceres.
I april, maj og juni 2022 betaler du kun kr. 3.000 for et forløb mod normalt kr. 4.000.
Ring på tlf. 20418756 eller send en mail på sanne@almeborg-sikkermail.dk for at høre nærmere og booke en aftale.
Hvordan er adfærd en stressrespons, og hvad har det med lyd at gøre?
Alle mennesker er født med et biologisk system, som hele tiden arbejder på at sikre vores overlevelse. Dette alarmsystem er mange millioner gammelt, og vi har det til fælles med krybdyr og pattedyr. Det er udviklet til overlevelse i en forhistorisk tid, og det fungerer uafhængigt af den senest udviklede hjerneregion, den præfrontale cortex.
Systemet fungerer lidt som et overvågningskamera som via det, man kalder neuroception, dvs. via neurale processer og uden om vores bevidsthed, holder øje med signaler inde fra kroppen og ude fra omgivelserne, som kan være en trussel for vores overlevelse. Vi kan ikke slå det fra, og vi kan heller ikke bruge vores vilje til at styre det – det fungerer helt automatisk. Når overvågningskameraet opfanger ’fare på færde’, så foretager hjernen en vurdering af, hvor kritisk denne fare er. På baggrund af vurderingen sendes der besked til nervesystemet, så kroppens indre miljø, altså den fysiologiske tilstand, lynhurtigt kan forberedes til at håndtere den opfattede fare, og så kroppen er klar til den adfærd, som passer dertil. Hvad overvågningskameraet opfatter som ’fare på færde’ er både betinget af menneskets udviklingshistorie og af det enkelte individs erfaringer.
Vi kender disse fysiologiske tilstande hos fx pattedyr, som har samme nervesystem som mennesker. Når en løve føler sig truet, så mobiliseres dens krop ved at øge pulsen og sende blod til de store muskelgrupper, så den kan kæmpe eller flygte. Og når en gazelle føler sig truet, så mobiliseres dens krop først, så den kan flygte, men hvis den ikke lykkes med at flygte og i stedet ender mellem løvens tænder, så immobiliseres gazellens krop gennem en ’freeze’-reaktion. I forbindelse med immobiliseringen udløses der endorfiner, som medvirker til at hæve gazellens smertetærskel og gør den næsten følelsesløs. Samtidig sænkes pulsen, så den forekommer næsten død, og der aktiveres ofte også akut vandladning eller tømning af tarmen. Disse mekanismer skal bidrage til at snyde løven til at tro, at gazellen er et dødt eller sygt dyr, så løven ikke vil spise gazellen. Hvis dette lykkes, og løven slipper gazellen med tænderne, så mobiliseres gazellens krop på et splitsekund, så den lynhurtigt kan komme på benene og løbe væk. Der er således tale om fysiologiske tilstande, som automatisk aktiveres og som bevirker en bestemt type adfærd i et forsøg på at sikre overlevelse.
Det samme gælder for mennesker. Hvis faren – bevidst eller ubevidst – vurderes som en trussel, vil vores nervesystem altså i første omgang mobilisere vores krop til en fysiologisk tilstand, som passer til en adfærd, hvor vi enten kæmper for at overvinde truslen eller flygter fra den. Vores puls stiger, vejrtrækningen øges, og blodet går til de store muskler, så vi enten kan slås eller løbe, og vi mærker en lyst til at angribe fysisk og/eller verbalt eller flygte. Mobiliseringen af kroppen sker, inden vi kan foretage en bevidst vurdering af truslen. Vores kapacitet til at tænke fornuftigt eller logisk falder i takt med, at truslen stiger, ganske enkelt fordi det i et overlevelsesperspektiv er mere hensigtsmæssigt at bruge kroppens ressourcer til at overleve ved at kæmpe eller flygte end til at tænke.
Hvis faren – bevidst eller ubevidst – vurderes som livstruende, vil vores nervesystem immobilisere vores krop til en fysiologisk tilstand, som passer til en adfærd, hvor vi ’forsvinder’ eller ’går i ét med tapetet’. Vores puls falder, vejrtrækningen ophører næsten, kroppen bliver slap, vi kan få pludselig tissetrang eller diarré, eller vi kan besvime. Heller ikke i denne fysiologiske tilstand er kapaciteten til at tænke logisk eller fornuftigt særligt god, fordi krop og hjerne er gået i dvale.
Gennem pattedyrenes (og dermed også menneskets) udvikling er bl.a. lavfrekvente lyde blevet forbundet med fare og livstruende situationer. En bjørns brøl er en lavfrekvent lyd, som for vores forfædre var forbundet med risiko for at blive såret eller spist. Vores overvågningskamera har også den dag i dag denne iboende parathed til at reagere på lavfrekvente lyde. Når mellemøremusklerne ikke trækker sig rigtigt sammen og således lader mere lavfrekvent lyd slippe gennem, så aktiveres vores nervesystem helt automatisk til at være på vagt – også selv om der slet ikke er en brølende bjørn i nærheden, men det bare er emhætten, støvsugeren eller genboen, der klipper hæk, som frembringer lavfrekvent lyd.
Børn er afhængige af hjælp til fysiologisk regulering, så de ikke unødigt er i alarmberedskab med deraffølgende kamp/flugt/freeze-adfærd. Hos små børn er det i første omgang mors og fars rolige stemmer, som kan virke beroligende, men også senere i livet kan vi beroliges og få reguleret vores fysiologiske tilstand af et andet menneskes rolige stemme. Hvis mellemøremusklerne ikke er tilstrækkeligt aktive, så får vi vanskeligt ved at lade os berolige af et andet menneskes stemme, fordi den rolige stemme drukner i baggrundslyde.
Hvis kroppen gennem længere tid har været i tilstande, hvor mellemørets muskler har været inaktive fx. pga. mellemørebetændelse, så kommer musklerne ud af træning og bliver slappe, og mere baggrundslyd slipper gennem. Dermed kan nervesystemet komme til at holde kroppen i en fysiologisk tilstand af at være på vagt alene som følge af slappe mellemøremuskler.
Safe and Sound Protocol er en intensiv træning af mellemørets muskler gennem akustiske stimuli, så auditiv hypersensitivitet reduceres, og så det autonome nervesystem ikke uhensigtsmæssigt bringer kroppen ud af det sociale engageringssystem, som forbindes med en afslappet og rolig fysiologisk tilstand.
Læs mere her.